Danskerne i Milano

Milano-messen 2009 oplevede udstillerfremgang - de danske udstillere mere end tredoblede deres udstillingsareal i designhallerne

53-area1-i53-jet1-i53-eva1-i53-capri1-i

53-ch388wegner1-i53-plateau1-i53-kiila1-i

Salone Internazionale del Mobile i området Rho uden for Milano fandt i år sted under titlen Event - og som altid er der tale om en event af de rigtig store af slagsen, når den italienske messe finder sted. Intet mindre end 220.000 kvm havde de besøgende at bevæge sig rundt på i de dage messen fandt sted, 22.-27. april 2009.

Hele 2.723 udstillere var så privilegerede at kunne vise sig frem på messen, hvilket var en mindre fremgang i forhold til året før, og dermed klarer messen sig lidt bedre end nogle af de andre møbel- og indretningsmesser som Orgatec og IMM, der begge har oplevet en mindre tilbagegang. Det samlede antal besøgende faldt dog lidt, til 313.000 mod 348.000 besøgende sidste år. Samlet må man dog konstatere, at interessen for de store møbelmesser gennem det sidste års tid ikke helt har afspejlet den depressive stemning, der ellers har hersket i mediebilledet. Og takket være for det.

Sideløbende udstillinger

I Milano blev der præsenteret seneste nyt inden for privat- og kontraktmarkedet samt viden om belysningsløsninger på belysningsmessen Euroluce. I år var der flere sideløbende udstillinger. Dels den egentlige møbelmesse, Salone Internazionale del Mobile, dels Salone Internazionale del Complemento d'Arredo, der bød på accessoirer, brugskunst og tekstiler.

Sidste år var der sat plads af til køkkenmessen Eurocucina, som i år var erstattet af belysningsmessen Euroluce, der kun finder sted hvert andet år. Her var såvel indendørs som udendørs belysning i fokus samt teknisk lys til offentlige rum.

Fremtidens designere

Fremtidens design kunne måske aflæses hos SaloneSatellite, hvor der for 12. gang var inviteret unge designere fra hele verden til at vise sig frem - hele 700 denne gang, der præsenterede protyper af deres design. Det virker ofte efter hensigten - nogle af disse unge designere vender tilbage som fuldt udsprungne topdesignere med værker i produktion, efter at være blevet 'opdaget' på messen.

Dertil kom, at der var mulighed for at møde hele 22 designskoler fra 18 lande.

Dansk præstation

Også i år havde det danske generalkonsulat i Milano i samarbejde med World Pictures en fællesstand i møbelmessens eftertragtede designhaller. I modsætning til så mange andre messer er det noget af en præstation at få adgang til disse hellige haller - potentielle udstillere skal forhåndsgodkendes og mange må stå på venteliste i flere år før det lykkes at få plads. I øjeblikket står 480 virksomheder på venteliste for at komme til.

På fællesstanden udstillede bObles, Erik Jørgensen, Globe Zero 4, Engelbrechts og Glyn Peter Machin. I år lykkedes det desuden at få to af udstillerne fra sidste år ud på egen stand i designhallerne, Carl Hansen & Søn og Normann Copenhagen - endnu en dansk præstation.

Samlet set havde danske firmaer 120 kvm i designdelen i 2008 - det var de otte udstillere på fællesstanden. Men i år blev det langt overgået.

Pure Creation

- Danske firmaer fik i alt 410 kvm i designhallerne, heraf Carl Hansen 98 kvm, Normann Copenhagen 75 kvm, Fredericia Furniture 97 kvm og fællesstanden 140 kvm, hvilket vi er meget tilfredse med, siger Susanne Linnet Aagaard fra Det Danske Generalkonsulat i Milano.

De fleste firmaer i designhallerne var med i den fælles markedsføring under titlen Pure Creation - alle fem firmaer i fællesstanden samt Carl Hansen & Søn og Fredericia Furniture. Endelig udstillede Dan-Form ApS, Innovation Randers A/S, Soft line A/S og 2B International ApS i hallerne Moderne. På belysningsmessen Euroluce deltog Lightyears A/S og Verpan A/S.

www.cosmit.it