Hvorfor bliver nogle møbler ikoner?

Trapholt åbner udstillingen Instant Icon – Fotogent Design torsdag d. 17. november. Udstillingen stiller spørgsmålet ”hvorfor og hvordan bliver nogle møbler til ikoner?”

Nogle møbler har nærmest mytologisk status som ikoner. De har bidt sig fast i vores bevidsthed, og vi behøver blot at se kurverne på Ægget, taljen på 7’eren, skallen fra Eames Lounge Chair eller glansen fra en svungen Panton Chair for at afkode hvilken stol der er tale om. Hvad er det særlige, som disse møbler kan?

I udstillingen Instant Icon – Fotogent Design undersøges om der er et mønster for hvorledes møblerne eksponeres, iscenesættes og formidles. Det er som om det ikke kun er formidlingen af møblerne, men også noget iboende i det enkelte møbel, som afstedkommer formidlingen. Møblerne i denne udstilling har noget i sig selv der er særligt medievenligt, som gør dem ekstra velegnede i medierne. Man kan sige at de er ”mediagene”. De er nærmest født som ikon – som et Instant Icon.

For møblerne i udstillingen er der særligt tre forhold som ofte går igen. Således lader det til at formen, materialet og navnet er væsentlige træk, som skaber identitet omkring møblet. Disse træk udfoldes på forskellig vis i henholdsvis billeder, rumlige udtryk, ord og genstande i formidlingen af møblerne. Formidlingens afsendere er ofte professionelle kanaler. De senere år er bloggere og brugere på de sociale medier blevet væsentlige kilder i formidlingen af møblerne.

Mediekulturen er medbestemmende for om et møbel eller et møbels særlige træk kan gå viralt eller danne tendenser; hvordan kan det for eksempel være, at nogle brugere på Instagram følger den samme tendens og viser deres hunde i Eames Lounge Chair?

Instant Icon - Fotogent Design udspringer af Ph.d.-afhandlingen Født som ikon? Billedmediernes betydning for nyere møbeldesign i samarbejde med Institut for Design og Kommunikation, Syddansk Universitet og udført af ErhvervsPhd-stipendiat Rosita Satell.