Design-gardin i enkel ophængning

Kvadrat lancerer Ready Made Curtain med et enkelt ophængssystem, designet af Ronan og Erwan Bouroullec

Kvadrat og designerne Ronan og Erwan Bouroullec har sammen skabt en ny løsning til et af de klassiske elementer inden for indretningsarkitekturen – nemlig gardinet. Resultatet er Ready Made Curtain, et gardin med et innovativt, enkelt ophængningssystem, der passer til alle slags vinduer. Ready Made Curtain er Kvadrats første produkt målrettet den private forbruger og blev lanceret på den netop overståede IMM-messe i Köln.

Ready Made Curtain er kulminationen på længere tids forskning i gardiner til hjemmet. Sammen med innovations- og strategibureauet ReD Associates har Kvadrat undersøgt eksisterende gardinløsninger og sammenholdt dem med den private forbrugers behov. På den baggrund tog Kvadrat kontakt til Ronan og Erwan Bouroullec og bad dem skabe Ready Made Curtain – en enkel, men nyskabende tilgang til at anvende kvalitetsgardiner i hjemmet.

 Med Ready Made Curtain er gardinets ejer en del af designprocessen. Alt, hvad man skal bruge, følger med: ophængssnor, vægbeslag med optrækningsmekanisme, clips og et udvalgt Kvadrat-tekstil.

- Vores ambition var at skabe et nyt system, der giver alle mulighed for at hænge et kvalitetsgardin op på et minimum af tid. Der kræves hverken særlige færdigheder eller specialværktøj, der er taget højde for fejlmarginer, og ophængningen skal ikke være perfekt ned til mindste detalje. Faktisk er vi tilhængere af charmen ved det ufuldkomne frem for det stringent arrangerede interiør, fortæller Ronan og Erwan Bouroullec.

Designerne finpudsede detaljerne i det nye ophængningssystem igen og igen, indtil kravene til brugerens færdigheder og mængden af materiale var reduceret til et absolut minimum. Det er et bevidst ukompliceret produkt. Ophængningsprocessen er også ligetil.

- Vi ønskede at komme væk fra en højteknologisk løsning, men var på den anden side ikke interesserede i et rustikt eller tungt design. Undervejs reflekterede vi over den mest populære måde at hænge en plakat op på, nemlig med hæfteklammer. Ready Made Curtain er ligeledes en enkel måde at fastgøre et gardin til et vindue på, siger de to designere.

Det smarte ved ophængssnoren, der afløser den traditionelle gardinstang, er, at den ved hjælp af en optrækningsmekanisme i vægbeslaget er justerbar, og gør det muligt at fastgøre gardinet på et hvilket som helst vindue.

- Vores udgangspunkt var et billede i en japansk bog fra 1950’erne.  Bogen indeholdte billeder af forskellige genstande, deriblandt en guitar. Det inspirerede os til at begynde at undersøge strengesystemet i en guitar. Ophængssnoren er en effektiv, elegant løsning til gardinophængning. Den kan justeres for at opnå den rette stramhed og kan nemt flyttes til et andet vindue.

Anders Byriel, adm. direktør hos Kvadrat, tilføjer:

 - Vi mener, at et gardin er langt mere end noget, der blot holder lyset ude og privatlivet inde. Det giver mulighed for at kontrollere lysmængden og skabe, eller helt ændre, stemningen i et rum. Ready Made Curtain fås derfor i to Kvadrat-tekstiler med forskellige egenskaber: let og halvgennemsigtigt eller i kraftig uld. Hvert tekstil fås i tre farver med matchende farvepalet til vægbeslag, ophængssnor og clips.

Ready Made Curtain er en videreudvikling af tidligere samarbejder mellem Bouroullec-brødrene og Kvadrat, hvor kunden får mulighed for at anvende tekstil til at tilpasse, ændre og fremhæve hjemmets indretning.

- En af vores største ambitioner i samarbejdet med Kvadrat er at introducere flere tekstiler i boligindretningen. Forskellen på Ready Made Curtain og vores tidligere produkter, såsom Clouds og North Tiles, er, at vi overhovedet ikke har ændret tekstilet. Systemet er utrolig enkelt og nemt at bruge, fortæller Ronan og Erwan Bouroullec.