Finn Juhl hyldes verden over


Den 30. januar 2012 kunne Danmarks store møbeldesigner Finn Juhl være fyldt 100 år.

Fødselsdagen markeres i både ind- og udland med stribevis af udstillinger samt relanceringer af en skænk, en bænk og en lampeserie fra mesterens hånd.

Selv om Finn Juhl døde i 1989, lever interessen for hans møbler, lamper og indretninger stadig i bedste velgående. Og kendskabet til hans arbejder er kraftigt voksende over hele verden. Mens hans møbler i sin tid ikke vandt større udbredelse i hjemlandet, slog de derimod igennem i USA i 1940’erne og 1950’erne. I udlandet Finn Juhl blev synonym med begrebet Danish Design.

- I dag ser vi på dem som de kunstværker, de virkeligt er, kunstværker på et meget højt niveau. Desuden rider vi på en retrobølge, hvor mange elementer fra 1950’erne og 1960’erne slår igennem. Finn Juhls møbler er synonyme med 1950’erne. Finn Juhl er hovedeksponenten for teaktræ og nyreformede sofaborde, kort sagt de organiske møbelformer, siger Christian Olesen, museumsinspektør på Designmuseum Danmark, der fra februar og året ud markerer 100¬års fødselsdagen med en udstilling af Finn Juhls bedste møbler samt den autodidakte designers originale arbejdstegninger.
Pelikan-stolen er det vel nok mest organiske Finn Juhl-møbel. ”En strandet hvalros” blev den hånligt kaldt, da den blev vist første gang i 1940. I virkeligheden var stolen tegnet som et eksperiment til Finn Juhls eget hjem, dybt inspireret af 1930’ernes moderne kunst.

I Japan har møbel-entusiaster dyrket Finn Juhl i årtier. Professor Noritsugu Oda fra Asahikawa har gennem 30 år samlet originale møbler samt opbygget en enorm viden om Finn Juhl. Den viden omsætter professoren til en helt ny bog - og fra den 28. januar til den 11. februar 2012 vises en udstilling af danskerens organiske møbelunivers i Park Tower, Shinjuku i Tokyo. Under udstillingen uddeles Finn Juhl Prisen 2012.

Museum Trapholt sætter fokus på Finn Juhls arbejder i 1940’erne med en jubilæumsudstilling, der åbner på Finn Juhls fødselsdag den 30. januar.

 

FJ-Bordlampe
Foto Lampeserie: Onecollection har i anledning af 100 års jubilæet relanceret en hel lampeserie tegnet af Finn Juhl i 1963. Lamperne blev i en kort årrække produceret hos LYFA. Serien består af bord- og væglampe samt pendel.

 

FJ-skaenk

Foto Skænk: Finn Juhl var kendt for at anvende farver på sine møbler og indretninger. Relanceringen af skænken med farvede skydedøre og bakker fra 1950’erne er et godt eksempel på dette.