Vico Uno på dansk

vico-uno-stol-i

Det danske firma Compagnia har overtaget produktion og distribution af Vico Magistrettis møbler

vico-uno-stolDen italienske designer Vico Magistretti overdrog efter sin død i 2006 produktionsrettighederne til den danske møbeldesigner Erik Simonsen, der nu har indgået aftale med danske Compagnia om produktion og distribution af møblerne, der både er tiltænkt professionelle miljøer og private hjem.

Vico Uno, der er præmieret med en Red Dot Award for produktdesign, er en let stabelstol med stel af højstyrkestål i blank kromfinish. Sædet kan være i enten amerikansk valnød eller fem forskellige stærke lakfarver. Tilbehørslisten omfatter koblingsbeslag og arme til auditoriebrug, ophængsbeslag til den tilhørende bordserie samt en transporttrolley.

- Magistrettis let humoristiske streg får stolen til at skille sig ud fra mængden. Her tænker jeg specielt på ryglænet, der har form efter en indbagt pizza, og de to glade 'øjne' i sæde- og stelkonstruktionen, siger Erik Simonsen.

Serien rummer både runde og kvadratiske caféborde med en diameter fra 80 til 140 cm samt rektangulære spise- og arbejdsborde med mål fra 70 × 140 til 100 × 240 cm. Stellene leveres i de samme varianter som Vico Uno, ligesom bordpladerne fås i tilsvarende træsorter samt i hvid højtrykslaminat og fem slags Forbo Desktop Linoleum. Endvidere kan bordene leveres med hjul samt ophæng til Vico Uno.