Stockholm med flere udstillere

sff2010Stockholm Furniture Fair fik færre faglige besøgende trods højt aktivitetsniveau

Takket være en udvidelse af det samlede udstillingsareal var antallet af udstillere i år øget til i alt 773 (mod 756 året før) på Stockholm Furniture Fair, der fandt sted 9.-13. februar.

Andelen af udenlandske udstillere faldt dog til 34 procent mod 39 procent året før, og det var især danske og norske udstillere, der blev væk. Således var der i år kun 31 norske udstillere på messen mod 45 året før, mens antallet af danske udstillere var reduceret til 88 mod 108 året før. Omvendt blev antallet af italienske udstillere øget til 28 mod 23 året før.

De første tre dage af messen udviste et mærkbart fald i antallet af besøgende, men det blev rettet op i de følgende dage, så antallet af besøgende havnede på i alt 39.121 mod 40.512 året før. Dermed nåede messen så godt som målet, som var et besøgsantal på 40.000.

For udstillerne er det vigtigste dog de faglige besøgende, og renset for studerende, pressefolk og privat publikum på messens sidste dag, endte antallet af faglige besøgende på 22.106 mod 23.472 året før - et fald på knap seks procent. Andelen af internationale besøgende var uændret på omkring 20 procent, og der var besøgende fra 57 lande mod 53 lande året før.

De besøgende havde udover udstillingerne adgang til et meget stort udbud af fagligt relevante foredrag og seminarer - en helt bevidst strategi fra messeledelsen om at øge videnindholdet i messen i forhold til tidligere.

Antallet af de nordisk faglige besøgende faldt med 11 procent - fra 3.278 i 2009 til 2.917 i 2010. Messen oplevede til gengæld et øget antal fagligt besøgende fra bl.a. Rusland, Polen, England, Frankrig, Tyskland og Belgien.

Takket være en udbygning af messebygninger var det samlede bruttoareal i år øget til 70.000 kvm mod 55.000 kvm året før. Udstillingsarealet netto blev dog kun øget til knap 39.800 kvm mod 37.450 kvm året før. Udstilling af belysning fandt sted gennem den parallelle og integrerede Northern Light Fair med et udstillingsareal på godt 5.200 kvm mod godt 4.800 kvm året før.

Æresgæst Sir Paul Smith

sff2010-paulsmithDette års æresgæst på Stockholm Furniture Fair var den britiske designer Sir Paul Smith, der skabte en lounge fyldt med personlige kilder til inspiration og indtryk. Det er syvende år i træk, at en topinternational designer har været inviteret til at designe en salon, som for første gang blev placeret i hal A.

- Med en lounge på Stockholm Furniture Fair ville jeg ikke blot afspejle den minimalistiske elegance, vi har set flere gange før. Jeg ønsker at sprede en interessant og optimistisk atmosfære, der inspirerer folk og viser noget andet end ren elegance, forklarer Sir Paul Smith.

Tidligere æresgæster omfatter Patricia Urquiola, Spanien, brødrene Ronan og Erwan Bouroullec, Frankri,; Naoto Fukasawa, Japan, Konstantin Grcic, Tyskland, Giulio Cappellini, Italien og senest Ineke Hans, Holland.