Møbler og makrotrends

Imm identificerer nogle af de store trends for møbler og indretning forud for 2020-messe

Inden for møbler og indretning findes der ikke mange messer, der matcher Imm Cologne i forhold til volumen eller geografisk rækkevidde. 2019-udgaven af messen havde 1.158 udstillere fra 52 lande og 149,501 besøgende fra 139 lande, og når man samtidig kan fremvise en statistik, der siger, at 90 pct. af udstillerne i 2019 opnåede deres mål på messen i tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende grad, giver det en vis vægt til messens postulat om, at Imm Cologne i januar er stedet, man skal være, hvis man skal vil opleve og præge udviklingen på interiør- og møbelmarkedet.

For at skabe et fokus i denne voldsomme volumen og rækkevidde, udpeger Imm hvert år nogle trends i indretningssektoren, affødt af samfundsmæssige makrotrends, som man stiller skarpt på udstillingerne og installationer.

– Efter klimadebatten, vil spørgsmålet om hvordan vores hjem skal se ud, og hvordan vi skal bo i fremtiden blive et af de dominerende temaer i den offentlige diskurs, skriver Imm.

Folks behov ændrer sig i et stadigt hurtigere tempo på baggrund af bl.a. sammenbragte familier, længere levetid og ressourcestærke ældre med nye behov, ønsker om nye typer bofællesskaber og ikke mindst stigende urbanisering, der blandt andet betyder højere boligpriser i byerne, der igen skaber et behov for fleksible indretningsmuligheder på begrænset plads.

Den første trend, Imm identificerer, er ikke overraskende klima og miljø. Den stigende globale miljøbevidsthed har en direkte virkning på indretningsmarkedet. Der er naturligvis fokus på bæredygtig produktion, men også ubehandlede produkter, naturlige materialer som træ og tekstiler og naturbaserede materialer, der ikke hidtil er blevet brugt i indretningsbranchen er væsentlige trends, som man kan opleve på Imm 2020 – særligt i forbindelse med ”Pure Talents Contest”, som er en pris, der gives til nye unge designere.

Kompakt og fleksibel indretning

Urbaniseringens klumpen sammen i byerne på mindre og mindre plads, danner baggrund for en anden trend og en efterspørgsel efter kompakte, skalerbare møbler, der kan tilpasses til forskellige rumstørrelser – og modulære møbler, der giver fleksibilitet og mulighed for mobilitet i forhold til skiftende behov, fra singlelejligheden til den sammenbragte familie – også til overkommelige priser. Men markedet dikterer samtidig en moderne æstetik, der reflekterer en urban livsstil og vækker associationer til den øvre del af markedet, snarere end det traditionelle teenageværelse.

Udenfor er indenfor

I forlængelse af trenden om at indrette sig på mindre plads, ligger bestræbelserne på at inddrage uderum, terrasser og haver som en del af det indendørs – en ekstra stue udenfor. Grænserne mellem indendørs og udendørs udviskes – ikke mindst gennem de nye typer udendørs møbler, der, trods evner til at modstå vind og vejr, både ligner og føles som indendørs møbler. Blandt udstillerne af udendørsmøbler, der ikke ville stikke ud indenfor, finder man kendte navne som Kettal, Fermob, Emu, Gloster, Extremis, Tuuci, Glatz, Weishäupl Werkstätten og ikke mindst danske Houe, som vil præsentere deres nyeste sommerprodukter for 2020.

Imm Cologne løber af stablen fra 13. – 19. januar 2020.

Foto: En del af danske Houes Level-serie, der af Imm fremhæves som eksempel på en trend, hvor grænserne mellem inden- og udendørs udviskes.