Fleksibel modulsofa

SHUFFL er en modulsofa fra Erik Jørgensen, inspireret af musikkens rytmer

Navnet SHUFFL er inspireret af musikkens verden, hvor kombinationen af forskellige rytmer udgør et æstetisk og harmonisk udtryk. SHUFFL er en modulsofa med fokus på design, håndværk og rytme. Med SHUFFL er der uanede muligheder.

- Privat arbejder jeg ofte fra min sofa, hvor jeg tegner, researcher og sidder med min computer. Jeg har derfor længe ønsket at skabe en sofa, der kunne opfylde mine behov for fleksibilitet, opbevaring og komfort. Derfor er sofaen det oplagte møbel på arbejdspladsen, universitetet eller biblioteket, siger designer Anne Boysen.

SHUFFL er en modulsofa med uanede sammensætnings- og anvendelsesmuligheder. Designet skaber et smukt asymmetrisk spil, der giver sofaen et frisk og dynamisk twist. Når sofaen sammensættes af flere moduler, fremstår den som et asymmetrisk landskab med plantekasser, der både kan fungere som bord såvel som rumdeler. I bordet er der også et skjult opbevaringsrum, hvor man kan gemme sine mapper, papirer m.m. Både sokkel, plantekasser og bord er udført i egetræ. Ryggen på sofaen kan også have forskellige højder.

En særlig lækker detalje er den kraftige fold, der sætter tonen for sofaens udtryk samtidig med, at det understreger Erik Jørgensens ekspertise inden for polstring.

-Jeg ville gerne have at sofaen skulle vise et højt niveau af håndværk, derfor brugte jeg lang tid på detaljerne. Heriblandt var folden meget vigtig for mig, da den sætter hele tonen for sofaens udtryk. Folden er vertikal og understreger rytmen i sofaen sammen med de stramme linjer. Det skaber samhørighed,  siger Boysen.

Systemet kan sammensættes på utallige måder, hvilket gør det muligt at imødekomme mange forskellige funktioner og krav til indretning i det offentlige rum. Systemets moduler differentierer med 22 cm, hvilket gør systemet fleksibelt at tilpasse forskellige omgivelser.

Blev præsenteret på Orgatec-messen i Køln 25.-29. oktober.