Jönsson Inventar styrket

Jönsson Inventar A/S snublede, da selskabets ejer gik konkurs sidste år, men er nu i fulde omdrejninger med en stribe nye ordrer

Jönsson Inventar A/S lever i bedste velgående efter, at virksomheden en kort overgang blev hevet med i faldet, da selskabets daværende ejer, Engsø Gruppen gik konkurs i midten af november sidste år.

Blot fire dage efter kunne virksomheden rejse sig igen med nye ejere på samme adresse – nemlig Ellekær 14 B i Herlev.

Jönsson Inventar A/S er i dag ejet af snedkermester og administrerende direktør Steen Jönsson og ejerkredsen bag selskabet Jakon A/S, der hver ejer 50 procent af den nye virksomhed. Hovedparten af medarbejderne, der var knyttet til den konkursramte virksomhed, blev overtaget af det nye selskab.

- I Jönsson Inventar A/S har vi fortsat håndværket i centrum på vores højt specialiserede værksted, med nogle af landets dygtigste møbelsnedkere. Den nye start har styrket sammenholdet i virksomheden, og alle har bidraget til at gøre overgangen så problemfri som muligt. Det gør sig gældende på alle felter, fra oprydning på lager og værksted, til personlig kontakt til kunder og kontakter for at styrke og holde det gamle netværk af arkitekter og bygherrer ved lige, fortæller Steen Jönsson.

Nye ordrer

Virksomheden har fået brug for sine medarbejdere til en stribe ordrer efter den nye start.

- I forbindelse med ombygning af Finger B i Københavns Lufthavn har vi her i foråret produceret og monteret 22 nye gatepulte, corianskranke, alureoler og bar til Højstrupgård, samt en stor inventarentreprise til Symphogen i Ballerup, der blev afleveret nu her i april. Vi er yderligere blevet styrket ved at vinde en stor ordre til Bech-Bruuns lokalkontor i Aarhus, der afleveres til juli, fortæller Steen Jönsson.

Dertil kommer, at virksomheden har en lang række tilbud ude på flere store hospitalsopgaver samt skoleinventaropgaver.