EFG opruster med showroom i Århus

EFG (European Furniture Group) har netop åbnet et 600 kvm stort showroom i en 100 år gammel industribygning midt i Århus C

Med åbningen af European Furniture Groups nye showroom i Århus ønsker EFG at bidrage til den vækst og optimisme, der er i Århus med det nyeste inden for indretning af kontorer og institutioner, der skaber størst mulig arbejdsglæde, skriver virksomheden i en meddelelse.

- Århus er en af de vigtigste byer i landet. Meget af dansk og jysk erhvervsliv udgår fra Århus, og derfor skal vi også være her. Der investeres stort i infrastruktur og udbygningen af bl.a. havneområdet tiltrækker både private og virksomheder. Derudover ser vi, at Århus oplever en vækst, der er uden sidestykke med byggeri og indretning af både erhvervsbyggeri og byens mange uddannelsesinstitutioner, forklarer Sigurd Leth, adm. direktør i EFG.

Det nye showroom ligger i en 100 år gammel industribygning, og de 600 m2 i to plan er totalrenoveret. Showroomet har atmosfære og ligger centralt, så byens arkitekter og beslutningstagere fra det private erhvervsliv og de offentlige institutioner kan komme forbi og se de forskellige indretningsløsninger i virkeligheden.

- Showroomet er indrettet med de nyeste møbler og løsninger, der viser, hvordan vi arbejder med aktivitetsbaseret indretning. Aktivitetsbaseret indretning består kort fortalt af tre områder: Work, Meet og Relax. Ved at kombinere de tre områ­der, kan man indrette virksomheder, organisationer eller uddannelsespladser til større trivsel og øget produktivitet på mindre plads og på den måde bidrage til bedre økonomi i virksomheden og bedre plads på skolen, fortæller Sigurd Leth.

Der er indrettet særlige udstillinger til kontor, uddannelse og sundhedsområdet. I EFG’s showroom taler man ikke om møbler, men om miljøer og indretning til glæde for det enkelte menneske og projektgrupper, som skal have plads og rammer til at præstere bedst muligt. Der er bygget særlige miljøer, som viser forskellige læringsmiljøer til folkeskoler, ungdomsuddannelser og universitetet.

EFG medarbejdere uden faste pladser

Hos EFG tager man sin egen medicin og viser, hvordan Work, Meet og Relax virker i dagligdagen. Der er ingen faste pladser i showroomet. Man sætter sig der, hvor man har møde, i den projektgruppe, hvor man arbejder for tiden, eller også fordyber man sig i de rum, der er særligt indrettet til det. Ud over at vise det nyeste inden for indretning bliver Trindsøvej 9 også hovedkontor for EFG’s aktiviteter i Jylland og på Fyn.