Når en skalstol ikke bare er en skalstol

Til september er det 50 år siden, at Hans J. Wegner skabte den ideelle skalstol – den ”smilende” CH07

Skalstolen har længe været anset som en af Hans J. Wegners stærkeste design. Den så første gang dagens lys i 1963, og der skulle gå 35 år før den fik sit folkelige gennembrud og blev hædret med adskillige designpriser. Med sin unikke silhuet og enestående komfort viser Wegner, at han i sandhed opnåede det, han stræbte efter - at skabe den ideelle skalstol. Til september fylder Skalstolen 50 år.

Bløde linier

Hans J. Wegners skalstol, også kendt som CH07, er en af hans mest genkendelige design. Stolen, som også er kendt som ’den smilende stol’ grundet sit opadbøjede sæde, viser med sine bløde linjer og organiske former, at Wegner havde en unik forståelse for de muligheder og udfordringer, som træet giver til en designer. For at skabe yderligere stabilitet til den trebenede stol, designede Wegner det dobbeltstel, som både giver stolen sit meget dynamiske udtryk og samtidig styrker ryggen.

Med indtoget af lamineret og formspændt træ som møbelmateriale i 1930’erne blev det for alvor muligt at skabe skalstole, som vi kender dem i dag. Nogle af de tidlige mestre inden for denne kategori var finske Alvar Alto og amerikanske Charles Eames, hvorfra Wegner fik meget af sin inspiration.

Uden armlæn

Da Wegner designede skalstolen ønskede han at udvikle en stol, som både levede op til sine egne visionære og minimalistiske idealer og samtidig var indbegrebet af komfort. Det var dog ikke før i 1963, at den skalstol vi kender i dag, blev lanceret for første gang på årets snedkerlaugudstilling. Med Wegners forståelse for kroppens siddestilling, udviklede han en ny type skalstol uden armlæn og i en meget tilbagelænet konstruktion, som passede til tidens internationale formsprog. Dette manifesterede Wegner som en af tidens største møbeldesignere, ikke bare i Danmark men også på den globale scene.
Men der skulle gå 35 år før skalstolen fik sit folkelige gennembrud i 1998, og sidenhen har stolen modtaget adskillige priser.

- Skalstolen er helt unik både, hvad angår komfort og form, og jeg har altid haft den som en af mine personlige favoritter. Over de seneste år har jeg også kunnet mærke en stigende popularitet for denne skulpturelle klassiker, og det glæder mig, at flere har opdaget denne ikoniske Wegner stol. Den internationale efterspørgsel, som vi oplever nu, vidner om, at Wegner i sandhed var en visionær formgiver, fortæller Knud Erik Hansen, direktør for Carl Hansen & Søn, der fremstiller stolen.

Ny udgave

Skalstolen fejrer til september sit 50 års jubilæum. Her vil stolen blive lanceret i en ny udgave som vidner om stolens unikke historie og arv efter en af Danmarks største møbelarkitekter. Det nyeste medlem af skalstolsfamilien vil være at finde i forretningerne til efteråret. 
Skalstolen fås i lakeret bøg samt i ask, eg og valnød i både lakerede og olierede versioner. Stolen er produceret i formspændt finer og kan polstres med tekstil eller læder efter ønske.

 

Modtag helt gratis nyheder fra Byggeplads.dk via vort nyhedsbrev:

http://www.byggeplads.dk/bd/tilmeld-dig-gratis-nyheder-fra-byggepladsdk