Orgatec holdt niveauet

Antallet af besøgende på en mere tema-baseret Orgatec-messe i 2012 nåede 50.000 – samme antal som sidste år

Orgatec, Europas førende messe for kontormøbler og kontorindretning har siden finanskrisen udbrud i 2008 holdt rimelig stand, når det gælder besøgslysten. I 2008 blev messen besøgt af 52.700 i 2010 blev antallet af besøgende blot reduceret til 50.200 – og messen denne gang tiltrak 50.000 besøgende, heraf 48 procent besøgende fra 123 lande uden for Tyskland mod 44 procent udenlandske besøgende fra 112 lande sidste gang.

Messen havde denne gang valgt at indrette en del af messeområdet med centre eller showrooms der gik  på tværs af udstillerne med særlige temaer, der fokuserede på specielle områder når det gælder indretning af et kontormiljø – det gælder et center for belysning, et center for akustik og et center for moderne informationsteknologi.

I alt 622 virksomheder fra 35 lande deltog i Orgatec - mod 604  virksomheder fra 41 lande sidste gang i 2010. Deltagerne omfattede 225 tysker og yderligere 31 tyske virksomheder, repræsenteret af andre mod 227 tyske udstillere og 12 yderligere tyske virksomheder repræsenteret af andre i 2010.

Messen kunne mønstre 359 udenlandske udstillere og yderligere syv udenlandske virksomheder repræsenteret af andre mod 363 udenlandske udstillere sidste gang.

Grundlaget for statistikken bag besøgstallene er i år blevet ændret, så tallene udelukkende indeholder besøgende, der fysisk er gået gennem tælleapparaterne, ligesom ikke-professionelle besøgende med indgang til reduceret pris ikke længere tæller med i statistikken.

- Fordelen med den nye måde at opgøre tallene på er naturligvis, at man som udstiller får et langt mere retvisende billede af messens besøgende, og for udstillerne på Orgatec spiller det en stor rolle, at de besøgende netop er faglige besøgende og dermed beslutningstagere, siger Jesper Uldall fra Intermess ApS, der repræsenterer Køln-messen på det danske marked.

Næste Orgatec-messe finder sted 21.-25. oktober  2014.

Foto: Orgatec-messen fremviste nyheder fra de ledende kontormøbel-producenter i Europa - bl.a. Dauphin med en imponerende stand.