Jönsson Invent opruster med overtagelse

Jönsson Invent a/s overtager aktiviteterme i Dynamo Studio A/S og Anne Krogh & Co ApS og skaber hermed det nye Jönsson DesignLab

Som led i udviklingen af et nyt dansk designhus for indretning og inventar overtager og viderefører Jönsson Invent a/s alle aktiviteter i Dynamo Studio A/S og Anne Krogh & Co ApS. Indretningsarkitekter og designere MDD Marianne Fryland og Anne Krogh ansættes som designansvarlige.

- Vi tror, at markedet for brandorienteret og profilskabende helhedskoncepter inden for indretning vil vokse markant i de kommende år, og vi har over det sidste års tid arbejdet på at flytte virksomhedens fokus fra produktion af enheder til produktion af nøglefærdige projekter.

- Nu sætter vi turbo på det arbejde, og vi er stolte over at kunne søsætte en ny designbaseret afdeling, Jönsson DesignLab, med to af landets førende og uafhængige indretningsarkitekter i spidsen for Jönsson Invent a/s.

Det er Frank Duelund, direktør og medejer i det 113 år gamle inventarfirma Jönsson Invent a/s, der tager hul på udviklingen af et nyt kapitel i firmaets historie – et kapitel, der over de kommende år skal positionere firmaet som førende dansk rådgiver med speciale i produktudvikling og individuelle helhedskoncepter for indretning inden for hotel- og erhvervsområdet.

- Marianne og Anne vil som designere og rådgivere i tæt samspil med vores dygtige produktionsteam og projektledere sætte fokus på design og indretning gennem åbne samarbejder med eksterne arkitekter, designere og bygherrer på tværs af fag og tradition, siger Frank Duelund.

- DesignLab kan fra dag ét imødekomme alle ønsker til professionel rådgivning i forbindelse med indretning, produktudvikling og design. Vi har kompetencerne til at udvikle helhedsorienterede indretningskoncepter, der præcis matcher den profil, den enkelte virksomhed ønsker, siger Frank Duelund.

Alle hidtidige aktiviteter i Dynamo Studio A/S og Anne Krogh & Co ApS videreføres i den nye, tværgående designafdeling under ledelse af Anne Krogh og Marianne Fryland.