• Klik her

AVT Business School

Direktør Per Junker Thiesgaard var ikke i tvivl, da han så de nedslidte kontorlokaler på Sankt Annæ Plads i København. Det smukke hus fra 1801 kunne blive til den perfekte ramme om AVT Business School, hvor erhvervsledere sætter sig på skolebænken for at blive endnu bedre til ledelse. Det krævede dog en større renovering.

- Vi ville skabe et sted, hvor de studerende føler sig hjemme. Først og fremmest skal tingene fungere optimalt, men det skal også være et rart sted at opholde sig. Læring og kreativitet udfolder sig bedst i trygge rammer, siger Per Junker Thiesgaard og fortæller om det omfattende renoveringsprojekt.

Executive center

Visionen var et executive center, som genspejler skolens værdi om at være visionære i uddannelsen af fremtidens erhvervsledere og samtidig

40-avt4

imødekomme de høje krav fra Harvard-professorer, som underviser og giver deltagerne på programmerne så optimale forhold, at de kan være effektive i deres læring i op til 12 timer om dagen.

Skolen allierede sig med arkitekt og designer Paul Leroy, og han har stået for indretning og renoveringen af lokalerne.

- Det var en meget spændende opgave. Ikke mindst fordi, der var så mange forskellige krav, som skulle mødes, siger Paul Leroy.

Auditorium udfordring

- Den største udfordring var at lave et auditorium til 50 personer. Fredningen betød, at man ikke kan flytte vægge eller på anden måde ændre ved de meget smukke fem stuer en suite, som lejemålet består af, siger Paul Leroy.

40-avt1

Det største rum med tre sydvendte vinduer skulle derfor udnyttes til sidste kvadratcentimeter for at leve op til kravene om plads til 49 studerende og en professor, bordplads nok til bøger, noter og computer, el-forsyning til alle og styring af lyset, så de avancerede Smartboards kunne bruges.

Paul Leroy startede med at tegne en løsning til auditoriet. Det blev et skræddersyet 'møbel', baseret på en podieopbygning af krydsfiner, stålrør og bordplader af corian. Et avanceret projekt, som han fik snedkerværkstedet YOHO ved Roy Hobbs til at bygge.

Design i corian

Paul Leroy har designet bordene i corian, fordi det er et materiale, der er enormt slidstærkt og let kan slibes og pudses op, hvis der alligevel kommer hak eller ridser. Det bliver kun mere blankt i brug og er stærkt nok til, at man kan arbejde med forholdsvis tynde flader uden at miste styrken. Det betyder, at vægten kan holdes nede, og man kan dermed undgå, at det bliver nødvendigt at styrke hele gulvkonstruktionen under auditoriemøblet. Til de tekniske udregninger af bæreevne fik Paul Leroy bistand af ingeniørfirmaet NIRAS A/S.

Corianbordpladerne hviler på hule stålrør, der er boltet i podiekonstruktionen, og alle ledninger er ført gennem rørene.

Podiet er belagt med Egetæpper i skolens signaturfarve, mørk bordeaux, og er af polyamid fra Ribergaard Gulve.

YOHO bag snedkeri

Det avancerede AV-udstyr med trådløs bredbånd er leveret og installeret af Electric Design Company, og hele auditoriemøblet er tegnet på computer og CNC-skåret af YOHO, der samlede hvert bord på værkstedet, byggede podieskelettet og bar det op i dele for at samle det på stedet. Ved at CNC-skære det, opnår man en nøjagtighed på 1/10 millimeter og kan derfor lave fuldstændig nøjagtige samlinger. Corian er også valgt, fordi det er et materiale, hvor samlingerne ikke kan ses med det blotte øje, og udtrykket bliver derfor en smuk jævn overflade uden brydninger.

Klassisk belysning

De meget fine græskinspirerede pilastre på væggene er belagt med bladguld, og den tilsvarende stuk i loftet er bevaret.

40-avt3For at få det klassiske udtryk til at spille sammen med det supermoderne udstyr, har Paul Leroy valgt lampen Light Shade Shade af den hollandske designer Jurgen Bey. Lampen er en smuk nyfortolkning af den klassiske prismekrone og passer med sin sammensmeltning af rokoko og det helt moderne minimalistiske fantastisk i et lokale med bladguld og sidste nyt i AV-udstyr.

Light Shade Shade er fundet hos Møller og Rothe og fremstillet af møbel- og lampe¬produ¬centen Moooi BV.

De resterende lokaler skulle rumme kontorfaciliteter til de otte ansatte, mødelokaler, et bibliotek og lounges til deltagerne på skolens executiveprogrammer.

Bibliotek opgraderet

I det, der i dag er biblioteket, lå der slidte, gule væg til væg-tæpper, som dækkede over et ødelagt gulv. Det hele måtte tages af, så der kunne lægges nye egetræsparketgulve, som matcher de andre eksisterende gulve. Snedker Roy Hobbs lagde gulvet og byggede derefter en omfattende integreret vægreol til skolens mange lærebøger.

40-avt2

Den afslappede atmosfære understreges af en biopejs fra Philip Pejse og tilbagelænede møbler. To store Alfa-sofaer i sort læder fra Zanotta er et samlingspunkt i rummet, og langs væggene er placeret Duna-stole, også i sort læder fra Arper.

Der er i hele huset valgt møbler i sort læder, både for funktionaliteten og for at understrege, at der er lagt vægt på, at man omgiver sig med ægte varer og materialer. Et par Lounge Chairs af Charles og Ray Eames er populære i pauserne i undervisningen.

De gamle vægge er beklædt af lærred opspændt på rammer og gør al ophæng til en udfordring, som er løst ved at hænge tavler på ophæng på dørkarme og fra loftet.

Lyse grupperum

I bygningens bageste lokaler er der indrettet syv grupperum, alle med glasfront for at sikre lys og luftighed uden at gå på kompromis med ønsket om at kunne lukke af for larm og andre forstyrrende elementer. DEKO stod for den løsning, og Electric Design Company sikrede at AV-udstyret, som er forbundet med Smartboards i auditoriet, fungerer. Samtlige grupperum er møbleret med et rundt bord af Paul Leroy fra Spinal System og mødestolene Catifa fra Arper.

Deltagerne på skolens MBA-program har allerede taget skolen i brug, og tilbagemeldingerne er meget positive. De smukke, klassiske lokaler kommer til deres ret igen og er nu stedet, hvor den moderne leder bliver rustet til fremtiden.

Banner
Banner
Banner
Banner
Banner