Berømt skalstol i ny jubilæumsudgave

I 2023 fejrer Carl Hansen & Søn Skalstolens 60-års jubilæum med en eksklusiv udgave fremstillet i en kombination af palisander og eg
Skalstolen så dagens lys den 20. september 1963 på Snedkernes Efterårsudstilling i København, men der skulle gå 35 år, før stolen opnåede den popularitet og anerkendelse, som den bliver mødt med i dag. Det understreger blot, hvor visionær en formgiver Wegner var.
I 2023 fejrer Carl Hansen & Søn Skalstolens 60-års jubilæum med en eksklusiv udgave fremstillet i en kombination af palisander og eg. Det er muligt at tilvælge en sædepolstring af sort, mat anilinlæder fra økologisk opdrættet dansk kvæg.
Knud Erik Hansen, ejerleder af Carl Hansen & Søn, udtaler om 60-års-udgaven: "Hans J. Wegner var en eminent designer, og Skalstolen er et bevis på hans visionære æstetik, som fortjener at blive markeret med en enestående jubilæumsudgave. Vi har valgt at udføre skallerne i palisander, der kendetegnes ved sine mørke, varme åretegninger, og står smukt i kontrast til stellet i eg. Begge træsorter har klare referencer til 1950erne og 1960ernes Danish Modern bevægelse, hvor både de eksotiske og mere hjemlige træsorter var en vogue. I dag stammer både palisander og eg fra FSC-certificeret skovbrug."
Bag om CH07 Skalstolen
Med Hans J. Wegners forståelse for kroppens siddestilling udviklede han en ny type skalstol uden armlæn og i en meget tilbagelænet konstruktion, som er karakteriseret ved et stærkt formsprog med høj siddekomfort. Skalstolens bløde linjer og organiske former viser desuden, at Wegner havde en stor forståelse for træets muligheder og udfordringer. For at tilføre stabilitet til den trebenede stol, udviklede Wegner et markant dobbeltstel, der er lige smuk fra alle vinkler.
Da Wegner præsenterede Skalstolen i 1963, var stolens avantgardistiske udseende forud for sin tid, hvilket medførte blandede anmeldelser. Sammenholdt med datidens mindre udviklede produktionsteknik resulterede det i en meget begrænset produktion, men da Carl Hansen & Søn relancerede Skalstolen i 1998, gav en ny tids forståelse for stolens design en øjeblikkelig anerkendelse verden over.