Dencon-ordre på 650 arbejdspladser

Dencon A/S skal levere 650 arbejdspladser til norske Statistisk Sentralbyrå i Oslo

Den danske kontormøbelproducent Dencon A/S har opnået sin hidtil største enkeltordre, da virksomheden vandt et udbud om levering af 650 arbejdspladser til den norske statistikmyndighed, Statistisk Sentralbyrå i Oslo. Ordren blev vundet i samarbejde med en lokal norsk forhandler efter skarp konkurrence med nogle af de førende skandinaviske kontormøbelproducenter. Leveringen finder sted i 1. kvartal af 2014.

Dencon har på det seneste også landet flere andre store ordrer, og det har nu fået virksomheden til at øge medarbejderstaben på sin fabrik i Skive med 50 procent. Ifølge Dencons adm. direktør Henrik S. Feld skyldes de gode resultater en fokuseret afsætningsstrategi, hvor kunderne oplever stor fleksibilitet i projektfasen i kombination med problemfri logistik.