Optimistisk Interzum
02 April 2009
Interzum er verdens største messe for underleverandører til møbelindustrien og finder sted i Køln 13.-16 maj. Der er slået optimistiske toner an efter at 90 procent af udstillerarealet allerede i marts var booket.
- Alt peger på, at Interzum 2009 vil overgå messen i 2007. Vi forventer således 1.300 udstillere fra 60 lande, hvilket er et godt resultat, når man tager den økonomiske situation i mange lande i betragtning, siger Udo Traeger, sektionschef hos Koelnmesse GmbH.
Det forventes, at ca. 70 procent af udstillerne vil være udenlandske, især har der været god tilslutning fra Østrig, Spanien og Tyrkiet, ligesom over 200 virksomheder fra Italien vil udstille på messen. Der forventes omkring 50.00 besøgende, og også her forventes det, at omkring 70 procent vil være fra udlandet. Koelnmessen er især tilfreds med, at omkring 90 procent af de besøgende har en status i deres virksomheder, hvor de er afgørende for indkøb.
I forhold til sidste gang er udstillingsarealet udvidet med otte procent til 157.000 kvm mod 145.000 kvm i 2007 - ved at tage en ekstra hal i brug.
Messen er internationalt førende for underleverancer til møbel-, interiør- og indretningsindustrien, på områder som halvfabrikater, dekorative overflader, møbelstoffer, beslag, låse, belysning, maskiner til møbelsengepolstring og produktion.
Danmarks Generalkonsulat i Hamborg arrangerer i samarbejde med Export Promotion Denmark, Messe Köln og Danmarks Eksportråd en dansk fællesstand på Interzum 2009.
Som noget helt nyt arrangerer Interzum 'Innovation and interior' i den ekstra hal, hvor der fokuseres på ombygning og ny indretning ved hjælp af f.eks. nye letvægstkonstruktioner, nye materialer og belysning.
- Med dette initiativ retter vi os især til arkitekter, indendørsarkitekter, designere og produktudviklere, som vi gerne vil inspirere, siger Udo Traeger.





