Planken ud med møbeldesign

16 Marts 2009

Ditte Hammerstrøm kom ikke ind på antropologistudiet – og blev i stedet for eksperimenterende og funderende møbeldesigner

Tekst: Olliver Stensballe

En insisterende trommesolo blæser ud fra ungdomsfængslets åbne vinduer og bryder stilheden denne formiddag, i det jeg drejer ned af Sundholmsvej, på min vej til Fabrikken for Kunst og Design.

Som jeg nærmer mig bygningen, triller jeg forbi en lang række skæve eksistenser og forskellige institutioner: et ungdomsfængsel, børnehaver, et herberg, kursussteder, og op bag bygningsmassen titter Jean Nouvels koncertsal til DR Byen, og minder mig om, hvor kompakt modsætningerne fortætter sig omkring ’Kulturfabrikken’, som bygningen bliver kaldt i daglig tale. I dette tidligere vaskeri på Amager har et halvt hundrede billedkunstnere, designere, arkitekter m.m. deres atelier, og inde i bygningen ligger de ca. 50 atelierer i to etager, og omkranser et 1.000 kvm stort atrium.

I den store hal myldrer mennesker rundt omkring en enorm trækonstruktion, en art cirkusmanege, som skal bruges til weekendens ikke-kommercielle kunstudstilling, som vil følges af debat, performances, og filmvisning. Her finder vi Ditte Hammerstrøm.

Lukket land

- Hvorfor jeg blev designer? Jeg kunne ikke komme ind på universitetet, de ville ikke have mig på antropologistudiet! fortæller Ditte og slår en varm latter op.

- Jeg tog i stedet et tegnekursus og søgte ind på Danmarks Designskole i 1994, og kom ind på keramiklinjen. Efter tre år dér, hvor mine projekter endte med at blive alt andet end keramik – f.eks. et ballonvækkeur i gummi og andre skøre ting – rykkede jeg over på industrielt design og studerede også to semestre på Central Saint Martins i London.

Siden Ditte Hammerstrøm tog sin afgang i 2000 har hun kreeret og er blevet belønnet for mange spændende ting. I år modtog hun Planken Ud-prisen etableret af Louise Campbell og Sebastian Holmbäck. En pris, der hylder eksperimenterende og nytænkende design, med rod i det traditionsrige fællesskab mellem danske møbelsnedkere og -arkitekter. Hun har konstant deltaget på udstillinger i Danmark og udlandet, senest på udstillingen MINDCRAFT, som er blevet vist både i Milano og i London.

Seneste udstilling har været en separatudstilling på Kunstindustrimuseet i 2008 og næste år følger Kunstmuseet Trapholt i 2009, som følger i hælene på Planken Ud-prisen. Udstillingen vil vise et udvalg af møbler tegnet gennem de seneste år. Møbler, der afspejler en leg med materialer, proportioner, detaljer, ikoner, genkendelighed og nytænkning af gængse normer, som var de tegnet fra en helt ny indgangsvinkel.

Analog proces

- Jeg tager altid udgangspunkt i den situation, møblet skal bruges i. Skal folk sidde og spise, snakke, fordybe sig eller hvad? Derefter skriver jeg mig ind på emnet for at rense mit hoved og klare tankerne. Jeg skriver mange sider med blandt andet krav, for at tegne konturen af projektet for mig selv. Først da begynder jeg at skitsere og arbejde med modeller. En teknik, som egentlig er meget lig den, jeg sad med tilbage på keramiklinjen. Altså at opbygge fysisk i tre dimensioner. I dag er der mange, der sidder mere og tegner ved computeren. Men det med at sidde og arbejde i 3D med modeller giver mig noget andet. I min modellering bruger jeg mange forskellige materialer, for jeg synes, at hvert materiale giver forskellige svar, siger Ditte Hammerstrøm.

Stolen Bistro er for eksempel ’betrukket’ med et lag skumgummi, der er fastholdt af en omviklet hvid plastiksnor, mens hendes Wall Stools er en sammensat taburet af asketræ med samme plastiksnor lagt ned i en fræset fordybning, men hvad skal plastiksnoren og andre atypiske materialer dog gøre godt for i denne sammenhæng, undrer man sig.

Materialerne fortæller

- Materialerne er direkte adgang til vores hukommelse. Plastiksnoren minder dig måske om din farmors gamle havestole fra tresserne, og teaktræ kan få dig til at tænke halvfjerdsermøbler, mens asketræ virker mere moderne. Materialerne kan altså hive formsproget i en anden retning. Tag nu mine skamler her, hvis de var i ren træ ville de være meget nydelige, men plastiksnoren hiver det i en anden retning. Asketræet er jo meget klassisk, men den lyserøde snor henter noget fra en helt anden referenceramme. Tænk også på mit Loungescape-møbel, her har jeg i de syv forskellige brikse taget udgangspunkt i forskellige referencer. Den ene kunne minde om en Chesterfield-sofa, mens en anden måske minder dig om en 60'er-sofa, der er altså referencer til noget velkendt, forklarer Ditte Hammerstrøm.

Denne dyrkelse af forankringen mellem materiale, form og erindring, kan spores helt tilbage i værket ’Farmors Stue’ fra 2001, hvor Ditte portrætterede en stue anno 1970 med blomstret voksdug, kombineret med grafiske reproduktioner af Poul Henningsen-lamper og Amagerhylder. Men hvorfor skal vi have pirret erindringen med disse uformelle dekorationer og varme improvisation, når vi i Norden så længe har haft tradition for en mere kold klassisk perfektion?

Møbler med karakter

- Man siger meget, at møbler skal være enkle og stilrene, og at der skal tænkes over materialeforbruget, men i virkeligheden er møbler som Ægget og Svanen og Oxen hverken enkle eller minimale, men det er møbler med karakter. Jeg tror, det er grunden til at folk tager dem til sig og kan lide dem flere år efter. Jeg kan godt lide, når et møbel har karakter. Ikke nødvendigvis humor som mange dog synes mine møbler har, men karakter, og mine møbler må godt have denne karakter.

- For mange snakker meget rationelt om design. På designuddannelserne snakker man meget om funktionalitet, og om hvordan møblet er skruet sammen, og i butikken snakker man om prisen og om hvordan den er at sidde i. Men som regel er det jo ikke den rationelle snak, der får folk til at købe stolen. Det er en mere irrationel forelskelse i møblets karakter, og hvem var det, der sagde, at man sidder godt i en smuk stol, siger Ditte Hammerstrøm.

Men burde man ikke beskæftige sig med kunst i stedet for møbeldesign, hvis man er så opsat på at afsøge det metafysiske rum som Ditte Hammerstrøm gør?

- Det mener jeg ikke, jeg synes det er et parameter i design, som er mindst ligeså vigtigt som at snakke funktionalitet. Og jeg går jo stadig MEGET op i detaljerne i det konkrete møbel. I mit tilfælde er det nok det ekstra og detaljer, der giver møblet.

Hvis man skal betegne Ditte og hendes originale tilgang til sine møbler, handler det altså mere om at gå ind i opgaven med et åbent sind uden nogen forudfattede meninger, starte fra bunden med fuld indlevelse i opgaven, og derefter skære ind til benet. Om end et dekorativt et af slagsen, fordi dette vil give møblet en tidløs karakter.