• Klik her

Direktørkontorernes afløser

30-evabjerrum1- I Center for New Ways of Working anvender vi etnografiske analyser som et redskab til proces- og organisationsudvikling i virksomheder og offentlige institutioner. Når vi undersøger arbejdsprocesser og adfærd i kontormiljøer, er der stor forskel på arbejdsmønstre, bevægelser, lyde og stemninger, men kontorindretningerne rundt omkring er meget ens, siger Eva Bjerrum, innovationschef i forskningscentret New Ways of Working.

- Førhen var der status og imponator-effekt i at have et stort chefkontor med malerier, friske blomster og et stort mødebord. Det er nu blevet afløst af funky fællesarealer med avancerede kaffemaskiner, arkitekttegnede møbler, planter, farver og overraskende former. Skrivebordene er derimod som regel placeret i kedelige 'skrivebordsopbevaringshaller' i lange lige rækker i den moderne kontorfabrik. Ligeså dragende og overraskende fællesarelealerne er, ligeså kedelige og konforme er skrivebordsområderne, siger Eva Bjerrum og fortsætter:

- Der er dog nye tendenser på vej. Virksomheder og offentlige institutioner er i stigende grad begyndt at arbejde med kontorindretning, som et strategisk værktøj til at understøtte organisatoriske mål og værdier. At arbejde bevidst med at understøtte forskellige arbejdsprocesser i organisationen, mødet med kunden og virksomhedens og de enkelte afdelingers identitet, siger Eva Bjerrum.

- Så i fremtiden tror jeg, vi kommer til at se en stor variation i bygnings- og indretningsmæssige udformninger. At en række forskellige historier, billeder og stemninger vil komme til udtryk i indretningen af virksomheder både i indgangspartier, fællesarealer og der hvor skrivebordene er placerede. At der gives en række ligeværdige muligheder både for at arbejde sammen og for sig selv, og at ledelse og medarbejdere hele tiden sætter deres fingeraftryk på sammenhængen mellem rum og arbejde gennem brugerdrevne innovationsprocesser, siger Eva Bjerrum.

www.nwow.alexandra.dk

 

 

Banner
Banner
Banner
Banner
Banner