Designveteran kritiserer dansk plagiering
12 November 2010
Kynisk spekulation. Mangel på talent. Grådighed. Moralsk forfald. Sådan lyder dommen over friske eksempler på danske møbelproducenters plagiering af kollegers produkter. Og dommen kommer fra en af veteranerne inden for dansk møbeldesign, Jesper. O.H. Sørensen, Beacon Design - som selv har oplevet plagiering tidligere i år
Tekst: Kim Sejr
- Jeg deltog i Stockholm Furniture Fair i år, og til min store overraskelse så jeg en af de danske udstillere vise et bord frem, som var en nøjagtig efterligning af mit design. Producenten blev naturligvis konfronteret med forholdet, men at skride ind med et fogedforbud på stedet ville være lidt for omfattende, så vi valgte at tage konflikten efterfølgende, fortæller Jesper O.H. Sørensen.
Mangel på talent
- Vi har haft en krise, hvor mange har været pressede, og det er muligt, at det har fået nogle møbelproducenter til at satse på de lette løsninger og kopiere andres produkter for at kunne få en hurtigere gevinst. Det er næppe mangel på viden om det moralske og juridisk forkerte i plagiering, der er motivet, men det er jo en utroligt kortsigtet tankegang, det er udtryk for. Det værste er næsten, at det også er udtryk for, at man hverken har talent eller ideer til selv at skabe nogle nye produkter, fremhæver Jesper O.H. Sørensen.
Beacon Design har måttet konstatere, at to danske kollegavirksomheder uretmæssig har fremstillet, eller ladet fremstille og solgt mere eller mindre slaviske efterligninger af fire modeller fra Beacon Design. Plagieringerne omfatter fire serier sofa- og spiseborde, og i det ene tilfælde var møblerne allerede ude hos forhandlerne, mens plagieringen i det andet tilfælde blev opdaget i forbindelse med møbelmessen i Stockholm i februar.
Beacon Design overdrog ved årsskiftet designrettighederne til Rustik & Tangsø i Silkeborg, en større dansk aktør i branchen, som efter Jesper O.H. Sørensens vurdering kunne få større udbytte af kollektionen efter deres overgang til design og udviklingsvirksomhed - og det er i loyalitet til denne aftale, at Jesper O.H. Sørensen forsøger at råbe branchen op.
Mere selvjustits
Jesper O.H. Sørensen mener, at Brancheforeningen Møbel+Interiør må tage mere ansvar - og skride konsekvent ind over for medlemmer, der gør sig skyldig i plagiering.
- Foreningen har gennem en rækker år taget mange prisværdige initiativer og ført dyre og målrettede kampagner mod piratkopiering og produktplagiering, underforstået rettet mod udenlandske producenter. Derfor ville det også være velkomment, om foreningen sørgede for at holde orden i egne række og lod det få konsekvenser i form af sanktioner, hvis et medlem af foreningen forbryder sig mod foreningens egen politik om plagiering, hvilket samtidig giver branchen et dårligt image udadtil, siger Jesper O.H. Sørensen.
Skred i moralen
- Produktefterligning er ikke et ubekendt begreb for mange af os, men på baggrund af mine mere end 25 år i møbelbranchen er det min fornemmelse, at der på det seneste er en tendens til, at der på chefkontorerne og messegangene er sket et holdningsmæssigt skred og moralsk forfald, som kan vise sig farligt for vores branche, siger Jesper O.H. Sørensen og fortsætter:
- Simpel uvidenhed kan selvfølgelig føre til utilsigtet kollision med et ensudseende design - det er set før og det kan forklares. Men når virksomheder og kollegaer tilsyneladende systematisk anlægger en strategi, der hedder 'går den, så går den', så er det virkelig en falliterklæring for dansk møbelindustri. Det er utrolig kortsynet, og det er uprofessionelt - og dårlig ledelse. For der kan ikke være nogen tvivl om, at den øverste ledelse i en virksomhed har godkendt produktstrategien og produktudvikling og dermed også har givet samtykke til plagiering, fremhæver Jesper O.H. Sørensen.
Ifølge Jesper O.H. Sørensen har også møbelkæderne et ansvar for, at der ikke plagieres - nemlig ved ikke at efterspørge billigere efterligninger af populære, men dyre sællerter.
- Det risikerer jo også at give bagslag i sidste ende, fordi såvel møbelkæde som kunde i givet fald risikere at komme i forlegenhed, fremhæver Jesper O.H. Sørensen.
Faglig stolthed
Jesper O.H. Sørensen efterlyser simpelthen mere faglig stolthed.
- Som aktiv spiller i den danske møbelbranche i mere end 25 år undrer jeg mig over, hvor den almindelige forretningsmæssige anstændighed, den fagligt håndværksmæssige stolthed og ikke mindst den kollegiale selvjustits i egne rækker, som i årtier har kendetegnet branchen, er blevet af.
Som tidligere salgschef og fabrikant ved jeg udmærket, hvordan man i virksomhederne optager og viderebearbejder inspiration til nye produkter. Nogle hyrer professionelle designere til opgaven, og andre bearbejder, fortolker og omsætter anstændigvis den indhentede inspiration til nye, gode og selvstændige modeller med tilpas distance til inspirationskilden og i fuld overensstemmelse med etik og lovgivning, siger Jesper O.H. Sørensen.
Unikke møbler
- Der er et stort udbud på verdensmarkedet for møbler, og netop derfor bliver udfordringen desto meget større. I et dynamisk marked er det selvfølgelig stadigvæk muligt at frembringe unikke møbler, men det kræver satsning på talent, og det kræver hårdt arbejde. Designere og producenter skal have evnen til at positionere og distancere sig fra kolleger og konkurrenter, og det er ikke en umulig opgave. Der er mange dygtige designere og møbelformgivere i Danmark, og på lang sigt vil det være mere lønsomt at bruge en dygtig designer til at lave egne produkter frem for at kopiere andres. Et af problemerne er måske, at møbelproducenter og designere er for dårlige til at finde hinanden, men der er ingen vej udenom, hvis dansk møbeldesign skal udvikle sig - uden at vi er nødt til at kopiere hinanden, lyder det fra Jesper O.H. Sørensen.
Fakta om Jesper O.H. Sørensen/Beacon Design




