• Klik her

Design skal ikke kompliceres

Det er den gode, skandinaviske tradition som designeren Hee Welling repræsenterer, når han udvikler og former nye møbler

welling1- Vi har gennem årene fået opbygget en god skandinavisk tradition for, at der ikke skal være for meget pynt og dekoration med i formgivningen. Der skal være fokus på form, funktion og den brug man kan gøre af møblet. Æstetikken har naturligvis en vigtig rolle, men ikke på bekostning af funktionen, og derfor er mit eget udgangspunkt også, at design ikke skal gøres til en kompliceret ting, hverken i processen eller i resultatet, siger 35-årige Hee Welling.

Intet overflødigt

- Der er ingen over­flødig­heder i mine ting. Du kan ikke fjerne én del, uden at funktionen går tabt. Der skal være plads til leg, men er der ingen funktion, så har du reelt kun en tom skal. Og hvis man vil lave møbler, som skal masseproduceres, så er man nødt til fra begyndelsen at tænke i masseproduktion, siger Hee Welling og uddyber:

- Det lyder måske lidt kynisk, og man skal selvfølgelig også passe på ikke at ødelægge den kunstneriske frihed ved kun at tænke produktionsteknisk hele tiden, men man skal vide fra starten, hvad det er, man vil. Derfor skal dit design fra starten være produktionsvenligt, hvis det er massefremstillede produkter, du vil producere, siger Hee Welling.

Og nej, hans navn stammer ikke fra et eksotisk land, det er pæredansk og ærkejysk – inspireret af familiens oprindelse fra netop Hee og Velling i Jylland.

welling4Spændende 2009

Hee Welling har netop været aktuel med stolen Kant, der for første gang blev udstillet af det århu­si­anske 8000 C på Stockholm Furniture Fair i februar. Kant er meget karakteristisk med sit sæde/ryg udført i 3 mm aluminium. Den enkle og lette skal er foldet op via 5 buk, hvilket tilfører stolen et facetteret udtryk, som gør, at den skiller sig ud fra mængden.

2009 bliver et stort år for Hee Welling med en stribe nyheder på vej ud til møbelmarkedet – en af nyhederne er bl.a. stolen Smile, produceret af Nielaus. En ny stoleserie fra HAY og to nye bordserier for svenske Voice Furniture.

welling4Hee Welling blev uddannet fra Designskolen i København i 2003 og året efter udstillede den unge designer med hele fire møbler på den årlige møbelmesse i Bella Centeret. Det gjorde indtryk på en del møbelproducenter som han siden har indledt et fast samarbejde med.

Hee Welling havde under uddannelsen behov for at udvikle sig selv fagligt – og det skete bl.a. med ophold på University of Art and Design i Helsinki, ligesom han i 2000 havde et ophold i Vietnam som møbeldesigner hos møbelproducenten TD.

I 2003 etablerede Hee Welling sit eget studio, og samtidig er han blevet en efterspurgt underviser på især Danmarks Designskole i København.

Blandt Hee Wellings kunder findes Nielaus, 8000c, Houe, Brdr. Andersen, Voice (Sverige) og HAY.

www.heewelling.com

Banner
Banner
Banner
Banner
Banner