Maserati Lamp
17 Marts 2009
Den toneangivende italienske belysningsproducent Lumina brød med traditionerne på møbelmessen i Milano 2008 og udstillede deres nye produkter på en af byens mest fashionable adresser – showroomet hos sportsvognsproducenten Maserati midt i Milano. Og samtidig blev ’Maserati Lamp by Lumina’ lanceret.
Maserati er en af verdens mest eftertragtede producenter af sportsvogne i den absolutte topklasse. Lumina har siden begyndelsen af 70’erne, hvor Tommaso Cimini begyndte at håndbygge lampen Daphine (der siden er blevet en moderne klassiker), udviklet sig til et designmæssigt fyrtårn inden for belysning. Luminas karakteristiske enkle og funktionelle stil er gennem årene udviklet i samarbejde med nogle af Italiens mest anerkendte designere.
Tilsammen repræsenterer de to noget af det ypperste inden for italiensk design gennem tiderne og er nu fælles om at lancere ’Maserati Lamp’ – en unik skulpturel lampe fremstillet af Lumina for Maserati med udgangspunkt i den karakteristiske kølergrill på Maseratis biler.
Lampen blev introduceret på møbelmessen i Milano sidste forår og distribueres nu på det danske marked af Arnesco Scandinavia.





