Møbelproducent overtager møbelsnedkeri
30 November 2011
Den 1. december 2011 overtager Carl Hansen & Søn det traditionsrige møbelsnedkeri Rud. Rasmussen, der har til huse på Nørrebro i København. Carl Hansen & Søn forventer at høste væsentlige synergieffekter gennem foreningen af to af Danmarks mest traditionsrige møbelvirksomheder. Rud. Rasmussen brandet lever videre i Carl Hansen & Søn regi.
- Der ligger et oplagt værdifællesskab mellem vores to virksomheder, der bygger på solidt håndværk og tidløst design, og vi kan høste væsentlige synergieffekter gennem kombinationen af vores internationale salgsorganisation og potentialet i Rud. Rasmussens produktportefølje. Samtidigt tilfører vi nye designs til vores eksisterende sortiment, hvor Mogens Kochs og Kaare Klints designs passer naturligt ind. Det bliver interessant for alvor at kunne vise dem til et større publikum, udtaler direktør for Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen.
- Med denne aftale har der været et godt match mellem to virksomheder, der begge er forankrede i den danske møbeltradition, og hvor den samlede portefølje nu beretter historien om dansk møbeldesign i en bredere fortælling, kommenterer Jørgen Rud. Rasmussen, der har drevet Rud. Rasmussens Snedkerier siden 1979, men som nu trækker sig tilbage og lader 5. generation i familien, datteren Malene la Cour Rasmussen, fortsætte i virksomheden som salgsdirektør for showroomet og forretningen på Nørrebrogade 45 i København.
Både produktion af klassikere som Safaristolen, Faaborgstolen og Additionssofaen af Kaare Klint og Foldestolen og Byggereolsystemet af Mogens Koch vil fortsat blive produceret sideløbende med Hans J. Wegners designklassikere som eksempelvis den verdenskendte Y-stol og Skalstolen.
Produktionen af Mogens Kochs og Kaare Klints designs forsætter ligesom butikken under Rud. Rasmussens brand på Nørrebrogade 45 i København, hvor den har ligget i over 136 år.






