Martela Oy køber sin distributør
04 Oktober 2010
En af Nordens tre største kontormøbelproducenter, finske Martela Oy, styrker sin position i Danmark. Det sker med overtagelsen af sin mangeårige danske samarbejdspartner og distributør Martela Danmark A/S med kontorer i København og Århus.
Overtagelsen sker med virkning fra 1. november og omfatter de nuværende 16 medarbejdere med ejeren Anders Baastrup i spidsen. Anders Baastrup fortsætter som adm. direktør.
- Det, at vi fremover er et 100 pct. datterselskab af Martela Oy, giver os og vore kunder en lang række fordele. Vi får endnu bedre adgang til de mange services som Martela kan yde sine samarbejdspartnere. Det kan være arkitekter, og bygherrer, der er i gang med store og komplekse indretningsopgaver. Vi får også en økonomisk styrke, der gør os endnu mere konkurrencedygtige, siger adm. direktør Anders Baastrup.
Anders Baastrup overtog Martela Danmark A/S i 2008 i forbindelse med et generationsskifte. Forhandlingerne med Martela Oy har stået på det sidste halve år. Hvad den finske koncern har betalt for den danske distributør, der omsætter for ca. 35 mio. kr., offentliggøres ikke.
I Finland betragter man det danske marked som en del af sit strategiske hjemmemarked. Her er udfordringen at styrke sin konkurrenceevne og øge sine markedsandele. Det skal ske ved øget kundefokus i kombination med hurtigere levering.
Martela Oy er en familieejet koncern, hvis aktie noteres på børsen i Helsingfors. Koncernen har 630 medarbejdere og omsætter for over 710 mio. kr. Selskabets møbler produceres på egne fabrikker i Finland, Polen og Sverige.





