Mødeborde til videokonference
09 Maj 2011

EFG Bondo fremhæver selv seriens mest avancerede mødeborg, Hide Tech AVM (Audio Video Motion).
- Det er internationalt set et af de mest avancerede mødeborde p.t. Bordet er forsynet med en hæve-/sænke-touch screen til præsentation, internetadgang og videokonference, og skærmen er robust, i stærkt og vandtæt glas, fremhæver Henriette Lundgaarde, markedskoordinator hos EFG Bondo A/S.

Den højdejustérbare mikrofon er integreret i skærmen og sikrer en god lyd til en evt. videokonference, hvor HD-kameraet med vidvinkel og to højttalere sikrer dialogen.
- Bordets form gør, at selv de yderste mødedeltagere kan ses på skærmen. Bordpladen kan bl.a. fås i linoleum, som fjerner reflekser og dæmper lyden, pointerer Henriette Lundgaarde.
Hide Tech-serien omfatter ti forskellige bordplader, alle med bløde hjørner og fasede kanter. Udviklingen går mod mindre møderum, og derfor er standardbredden kun 1100 mm, mens Hide Tech fås i højder fra lounge til counter. Ud over AVM-bordet med indbygget touch screen og kamera har to af de 'almindelige' mødeborde også den optimale form til videokonferencer.
Bordpladerne fås i hvidbejdset eg, sortbejdset eg, linoleum Coffee, linoleum Nero, valnød, birk samt HPL White (højtrykslaminat). Stellet fås i fire varianter: poleret aluminium, hvid lak, sort lak samt poleret aluminium med gråt mellemstykke.





