AV under forandring
15 April 2009
De seneste 20 års teknologiske fremskridt har i højeste grad gjort sig gældende inden for AV-området, og AV er i dag et begreb, der har bredt sig i mange retninger.
Fra traditionelt at have været relateret til audiovisuelle hjælpemidler i et møderum, spænder AV i dag langt bredere. En af de mest markante tendenser i det seneste årti har været konvergensen mellem IT og AV, forklarer Hans Struwe, Struwe & Co. - AV-rådgivning ApS.
Nye muligheder
- Multimedia-PC'er, web-TV, videokommunikation over internet m.m. er teknologier, der integrerer det audiovisuelle med IT, og det har skabt en række nye muligheder for kommunikation. Microsofts udvikling, Office Communication Server (OCS), er ét eksempel på disse muligheder. OCS giver mulighed for at integrere video- og audiokommunikation med rene IT-kommunikationsplatforme som e-mail, chat, applikationsdeling m.m. Herved opstår virtuelle møderum, hvor brugerne på tværs af platforme kan kommunikere og samarbejde uafhængigt af geografisk placering, fortæller Hans Struwe.
Telepresence
- Som et interface til OCS har Microsoft lanceret et produkt kaldet RoundTable, der på enkel vis forbinder fysiske møderum med video- og audioforbindelse. Cisco og HP's satsning på højkvalitets videokommunikation er et andet eksempel på, at IT-verdenen overtager AV-koncepter. En nyt high-end-koncept for videomøderum, kaldet Telepresence, har manifesteret sig. Ved Telepresence opbygges fuldstændigt ens indrettede møderum på de destinationer, der ønskes forbundet. Den ene halvdel af rummet udgøres af en række storskærme, der viser møderummet og deltagerne på den anden destination, og der opnås en illusion af, at mødedeltagerne befinder sig i samme rum, fortæller Hans Struwe.
TV på web
Webcast eller web-tv er et andet teknologisk kvantespring, der har åbnet nye kommunikationsmuligheder.
- Båndbredden på internettet helt ud til den gennemsnitlige danske familie er nu så stor, at effektiv anvendelse af live udsendelse af video over nettet er muligt i god kvalitet. Et af de områder, der har taget disse muligheder for kommunikation i anvendelse, er et par af regionerne samt en række kommunalbestyrelser, som transmitterer møder direkte. Et af de seneste eksempler er kommunalbestyrelsens mødesal på Frederiksberg Rådhus, som i forbindelse med en generel renovering har investeret i et avanceret AV-anlæg med integrerede videokameraer samt automatiseret transmission over internettet, fortæller Hans Struwe.
Reklame på fladskærm
Udviklingen inden for videodisplays har med gennembruddet for fladskærme været særdeles iøjnefaldende. Videoskærme breder sig hastigt i det offentlige rum, dels som informationsskærme, dels især med henblik på markedsføring.
- Konceptet kaldes Digital Signage og er baseret på, at videoskærme med en integreret netværksafspiller kan opsættes over store områder og styres centralt via netværksopkobling. Butikscentre, stormagasiner, lufthavne, banegårde, butikskæder m.m. er typiske eksempler, hvor Digital Signage benyttes, og i takt med faldende priser på den nødvendige hardware øges udbredelsen, fortæller Hans Struwe.
Videodisplays og scenografi
- I den anden ende af skalaen har fremkomsten af superkraftige videoprojektorer og ikke mindst LED (lysdiode) baserede videoskærme flyttet grænserne for brugen af videodisplays og i denne ende af AV-spektret sker konvergensen mellem videodisplays og scenografisk belysning. Scenografi på shows og rockkoncerter har været en væsentlig motor i udviklingen af mega displaysystemer, og mulighederne breder sig også til bygningsskala og byrum, hvor facader og overflader kan tilføres et dynamisk udtryk. Et særdeles aktuelt eksempel er Jean Nouvels koncerthus til DR, hvor dynamiske gigantprojektioner på facaderne har været udgangspunktet for det arkitektoniske udtryk, ligesom udstrakt brug af videoprojektioner i foyeren, siger Hans Struwe og tilføjer:
- AV er ikke en størrelse forbeholdt det traditionelle møderum. Moderne AV-systemer tilbyder uanede muligheder for effektiv informationsformidling og kommunikation og grænserne flyttes hele tiden.





